Vi skal være varsomme omkring kunstgræsbaner i Furesø

For nylig blev emnet med kunstgræsbaner her i Furesø atter taget op i TV2 Lorry.

Jeg vil anbefale, at man ser klippet herunder selv, før man læser resten at mit indlæg her på bloggen. Klik på billedet herunder, for at gå til TV-klippet.

Jeg har kæmpe respekt for, at fodbold er noget, der fylder meget i rigtig manges liv. Jeg anerkender også, at at idræt er enormt vigtigt for vores folkesundhed, og er medvirkende til at styrke kulturen, integrationen, og generelt har mange andre positive afledte effekter i vores lokalsamfund.

Jeg er dog ligesom Danmarks Naturfredningsforening i Furesø enormt bekymret omkring de miljø- og sundhedsmæssige farer, der er ved anlæggelse af kunstgræsbaner, og da især når de etableres uden afløb til kloak så tæt på drikkevandsboringer, som tilfældet er her.

Kommunens forsikringer om at der ikke vil ske nedsivning til grundvandet, har jeg simpelthen bare ikke 100% tillid til. Jeg synes også, at det er lidt foruroligende, at kommunens repræsentant her allerede på forhånd tager sine forbehold, og erklærer, at hvis der senere opdages forurenet grundvand, så kan det jo skyldes, at jorden på stedet allerede var forurenet i forvejen. Det virker ærlig talt som om man på forhånd forsøger at finde en plausibel undskyldning, for noget man godt er klar over kan gå hen og blive et problem.

Det er mildest talt også vanvittigt, at man ved, at der måske kan være påbud på vej fra EU i nærmeste fremtid, som kan gøre brug af disse materialer anvendt i banen ulovlige. Dermed risikerer man, at skulle bruge enorme ressourcer og penge på at skifte dette giftige infill, måske allerede indenfor et års tid.

Ydermere mener jeg ikke, at man har taget tilstrækkeligt hensyn til de omkringboende borgeres bekymringer, noget der i min bog burde veje langt tungere, end det har gjort her.

Og så har jeg i øvrigt slet ikke nævnt de potentielle sundhedsrisici der kan være for brugerne af banen, når de boltrer sig i gummi fyldt med alskens giftig kemi, men det er en helt anden historie…