Stop flugten fra folkeskolen

Flugten fra folkeskolen er en realitet. Det kan vi se med tal fra den virkelige verden – blandt andet i en undersøgelse udarbejdet af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for nylig.

Lad mig gøre det klart, at jeg absolut ikke ser noget i vejen med at tilvælge fri- eller privatskoler. Det kan der såmænd være mange gode årsager til man gør. Folkeskolen bør dog som udgangspunkt fungere fint for de fleste elever, men naturligvis er der børn, der måske ikke passer perfekt ind i den til tider firkantede model, som folkeskolen kan repræsentere.

Børn er forskellige, og nogle kan drage fordel af at blive udfordret på en anden måde, eller have særlige behov eller styrker, der gør, at man prioriterer alternativer til folkeskolen. Måske ønsker man at hæve det faglige niveau, eller sikre at der bliver inddraget elementer af anden karakter end blot det faglige i undervisningen, end der er tradition for eller overskud til i folkeskolen. Eller måske er det andre og helt anderledes faktorer, der spiller ind.

Denne frihed er enormt vigtig, og vi må aldrig gå på kompromis med borgernes mulighed for at vælge de løsninger, de selv foretrækker. Dette er i øvrigt en filosofi og en frihed, jeg mener bør gælde alle steder i vores samfund, og ikke blot hvad skolegang angår.

Men hvis årsagen til flugten er, at man simpelthen er for utilfreds med den generelle kvalitet af folkeskolen, herunder at lærerne har for lidt tid til den enkelte elev, har vi et kæmpe problem.

Hvis vi skal undgå at ende med et A- og B-hold af elever, fra henholdsvis privat- og friskoler kontra folkeskolerne, er vi nødt til at kigge på, om folkeskolerne ude i kommunerne har tilstrækkeligt med ressourcer; ikke mindst til at løfte de elever som har særlige behov, f.eks. sproglige eller sociale udfordringer, diagnoser og lignende.

Gør vi ikke det, går det både ud over disse elever såvel som mange af de andre – særligt hvis årsagen er, at tiden for lærerne ikke slår til. Og lærerne selv bliver dermed forståeligt nok også frustrerede, hvis de ikke har mulighed for at få alle elever med.

Her har især inklusionsindsatsen reelt været en spareøvelse i forklædning. Man har forsøgt sig med at placere elever med endda meget stort behov for ekstra indsats i klasserne. Selvom ideen er både sympatisk og et godt teoretisk bud på fornuftige økonomiske besparelser såvel som en normalisering af hverdagen for børn, som måske kan føle sig udenfor det normale fællesskab, må vi se i øjnene, at der erfaringsmæssigt overordnet har vist sig at være langt flere ulemper end fordele ved dette forfejlede eksperiment.

De økonomiske besparelser her og nu har selvfølgelig været et synligt resultat, som vi kan tage og føle på, og som umiddelbart ser ud til at have gavnet den økonomiske bundlinje i kommunerne. Men på den sociale bundlinje har prisen for eleverne desværre været alt for høj. Paradoksalt nok virker besparelserne også kun på den korte bane, hvis de i sidste ende er årsag til nedgang i trivsel og dårligere uddannede elever grundet utilstrækkelige ressourcer og en-til-en tid med lærerne. Der er nemlig en direkte sammenhæng mellem trivsel og uddannelsesmæssigt niveau hos skoleeleverne, og deres muligheder for succes senere i livet. Herunder også muligheden for at få sig en uddannelse og et godt job, eller omvendt risikoen for at havne i et liv med sociale problemer, hvor også chancen for at ende på overførselsindkomst hermed stiger markant. Sidstnævnte ting er potentielt en kæmpe økonomisk udgift for det offentlige, hvorfor det naturligvis er noget, vi skal gøre alt for at forhindre – både af økonomiske såvel som menneskelige årsager.

Så vi er nødt til at tænke mere langsigtet, og ikke se allokeringen af flere ressourcer til folkeskolerne som en trist ekstra i kommunernes budgetter, men derimod på den lange bane indse, at det er en af de bedste investeringer vi overhovedet kan gøre, både hvad angår den økonomiske og især den sociale bundlinje.