Empatikrisen og fjendebilledet i dansk politik

Folk spørger mig jævnligt hvilke ting jeg vil arbejde for politisk, hvis jeg får chancen. Hvis vi et øjeblik vælger at se bort fra den grønne dagsorden, som på mange måder vel kan betragtes som kernen i Alternativets politiske DNA, og som mange andre engagerede alternativister har super skarpt fokus på, er det ting som den sociale og økonomiske ulighed, en racisme der er gået fra spirende til fuldt flor, og generel attitude blandt danskerne om at det er okay at gøre sig til smagsdommer over hvordan andre bør leve deres liv, uagtet at deres valg af livsstil reelt ikke hverken vedkommer eller påvirker os på nogen måde.

I bund og grund mener jeg, at mange af disse ting har sin rod et fælles sted, og de bunder i en empatikrise af en størrelse vi ikke har været vidne til, siden det sidst var fancy at gå med armbind og åbent hylde en trist ideologi vi historisk husker med både væmmelse og sorg.

Vi er blevet enormt dårlige til at acceptere, at folk kan være anderledes end os selv, også selvom deres “anderledeshed” reelt ikke rigtig griber ind i vores hverdag på nogen måde. Alligevel er det blevet legitimt at dæmonisere folk der tillader sig at træde udenfor de grå og leverpostejsfarvede danske normer for hvordan man bør leve sit liv, og det er i min optik ikke blot et problem her og nu for de danskere der rammes af problemet, men i lige så høj grad for vores udvikling som nation fremadrettet, og har på mange måde sat en nation i stå der historisk har været kendt for stor åbenhed og tolerance – og som first movers på mange områder.

Rigtig mange mener, at de har en ret til at diktere hvilke religioner der er gode eller dårlige, ofte uden det store reelle kendskab til dem, typisk på basis af nogle overskrifter om nogle få fanatiske tosser på den anden side af kloden, og hvor dobbeltmoralen ofte er til at få øje på, når vi ser på hvordan vores egen statssponserede religion kristendommen historisk har været en af de mest destruktive og undertrykkende af slagsen. Islam er af mange blevet synonymt med ekstrem islamisme, terror, og mange andre negative ting, men sandheden er jo, at langt de fleste muslimer i Danmark er nogenlunde lige så fanatiske omkring deres religion, som vi danskere er omkring kristendommen, og at bruge religionen som kulturelt og familiært samlingspunkt i virkeligheden er det der fylder mest hos folk, nøjagtig som kristendommen gør for os danskere, når vi fejrer jul eller andre højtider der har sit udspring i det religiøse.

Mange mener også, at de har retten til at gøre sig til herre over hvilke rusmidler andre må bruge, typisk uden selv at have den store viden på området, men med en holdning om at “drugs are bad” fordi vi kulturelt har fået indpisket netop denne holdning fra alle vinkler – fra myndighedernes knastørre løftede pegefinger, til underholdningsindustriens mere dramatiske vinkel med skruppelløse narkobaroner og morderiske gadepushere. Vi ignorerer desværre ofte det faktum, at størstedelen af de negative ting der følger med er en direkte konsekvens af forbuddet, og at staten de facto ved ikke at påtage sig det fornødne ansvar, har placeret det lukrative illegale marked for stoffer direkte i hænderne på de kriminelle, med alle de negative konsekvenser der følger med. Og så ignorerer vi i øvrigt at både alkohol og tobak hvert år dræber tusindvis af danskere, mens cannabis endnu har til gode at have sit første liv på samvittigheden, hvorimod forbuddet jævnligt koster folk liv og lemmer, når de kriminelle slås mod hinanden med krudt og kugler, i en kamp for det illegale marked.

Det er også blevet legitimt at sparke nedad, og møde folk med en benhård mistænkeliggørelse, hvor vi udråber fattige, hjemløse, arbejdsløse og folk med andre sociale og psykiske udfordringer som nogle dovne hunde, hvor pisken frem for guleroden er et helt acceptabelt værktøj, selvom det ofte er enormt dyrt, både på den økonomiske og den sociale bundlinje, og i virkeligheden ofte blot fastholder folk i deres uheldige situation eller stresser dem yderligere, indtil de går fuldstændig ned med flaget. Ja, der findes dovne mennesker, og folk der vil forsøge at hustle systemet, men vi skal ikke lovgive på basis af et fåtal som disse, og smide tilliden til vores medmennesker på porten med tiltag som de uheldige social- og beskæftigelsesreformer vi har set indført under denne og de sidste andre regeringer vi har haft.

Den danske presse og mange danske politiske partier har i den grad været medskyldige til at piske denne stemning op, enten for at få kliks og sælge aviser, eller for nogle få procent i meningsmålingerne. Især de politiske partier der har været med til at udskamme mange danskere, bør i den grad se sig selv i øjnene, og komme til den erkendelse at de har været medvirkende hvis ikke den direkte årsag til polariseringen af f.eks. udlændingedebatten, og dermed direkte givet legitimitet til en nationalkonservativ og racistisk dagsorden, som man måske kunne have haft held med at bekæmpe i fællesskab, men hvor man i stedet valgte den triste løsning, at puste til ilden og varme sig på den for egen vindings skyld, frem for at finde skumslukkeren frem.

Der hersker der også en holdning om at “de onde kapitalister” har skylden for alt skidt der sker i samfundet. Jeg ser industrien og erhvervslivet som en slags neutral levende organisme, som agerer præcist indenfor de rammer de har mulighed for, for at profitmaksimere i et konkurrencepræget samfund. Men det der sætter rammerne for hvordan man som erhvervsdrivende agerer for at skabe profit, er den lovgivning der er gældende; og lovgivningen er noget vi i høj grad selv har indflydelse på, via de politikere vi vælger, både i Danmark og i EU. Og ja, heldigvis ser vi også flere og flere virksomheder der tager ansvar socialt og miljømæssigt, så lad os lade være med at udskamme erhvervslivet som en ond homogen masse, men i stedet række hånden ud, og vise dem vejen ved at pege på andre der går forrest med det gode eksempel, og håbe at de kan lade sig inspirere heraf.

Vi er simpelthen nødt til at gøre op med denne tankegang om at fjendebilledet er en nødvendig kontrast for at formidle vores egen politik. Vi har brug for et opgør med den gamle politiske kultur, som faktisk ikke er så gammel endda, inden den bider sig alt for godt fast, for der er stadig håb. Derfor foreslår jeg at vi skal være modige, turde ryste posen gevaldigt, og finde tilbage til nogle af de værdier jeg ser som ærkedanske; nemlig empatien og forståelsen overfor folk som måske er en smule anderledes end os selv, og ikke mindst generøsiteten overfor dem som virkelig har det hårdt, i en tid hvor fattigdommen i Danmark paradoksalt nok er stigende, hvor vi ser flere og flere unge hjemløse, hvor stress er blevet en folkesygdom, og hvor vi desværre er blevet lidt for hurtige på aftrækkeren, når det handler om at stemple og stigmatisere folk der ikke har samme grad af overskud som os selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *