Gennemsigtighed og borgerinddragelse i Furesø

Charlotte Søllner Hernø fra Værløse har skrevet et debatindlæg i lokalavisen, hvor jeg er meget enig, og som jeg tillader mig at reflektere lidt på.

Ikke blot borgerinddragelse men også gennemsigtighed i den kommunale politik, vil være et af de helt centrale punkter, Alternativet Furesø kommer til at fokusere på til efterårets valg her i Furesø kommune.
Vi har som parti tidligere i nationalt regi sat rigtig meget fokus på disse ting med vores første demokratipakke, og for os giver det god mening, at forsøge at skalere dette ned på et kommunalt plan også.

Charlotte Søllner Hernø har i den grad en pointe her, når hun siger, at pilen peger i poltikernes retning, og det bliver derfor op til det kommende byråd i 2018, at få sikret at der kommer handling bag de fine ord og planer, der er lagt op til fra politikernes og kommunaldirektionens side, og som vi har hørt om på borgernøderne.

Omkring gennemsigtighed skal der først og fremmest ændres på den praksis der er, med at forskønne negative tiltag i borgerservicen, og kalde dem ting som i offentligheden har en positiv klang. Lad os kalde en skovl for en skovl, og en spade for en spade, for når man skærer i rammebudgetterne, er der ikke tale om “optimeringer” eller “forbedringer”, der er slet og ret tale om nedskæringer og besparelser, så lad os i det mindste være ærlige, og kalde tingene for det de nu engang er.

Ydermere, så er det helt centralt, at borgerne i tide inddrages og informeres om de tiltag der er på vej, og ikke i sidste øjeblik lige læser en hurtig notis på Lokalavisen eller et eller andet sted dybt begravet inde på kommunens hjemmeside. Her har jeg selv tidligere overfor borgmesteren og kommunaldirektøren stillet forslag, om en let tilgængelig og overskuelig informationsportal og/eller en form for kommunalt nyhedsbrev, man som borger kan abonnere på, hvor alle væsentlige informationer der kræver borgernes opmærksomhed og inddragelse kan findes.

Og så skal man rent faktisk tage de høringssvar man får mere alvorligt, og inddrage og bruge dem, frem for bare at holde sig til den plan man på forhånd har lagt – især når man ganske tydeligt kan se, at størstedelen af høringssvarene peger i en markant anden retning.

Det ultimative borgerdemokrati er jo muligheden for at blive hørt, og her har Øjvind Vilsholm fra Enhedslisten FuresØ tidligere været på banen, med et kommunal version af Alternativets forslag om borgerdrevne forslag i Folketinget, som man fandt flertal til at få gennemført inde på Christiansborg. Dette forslag fandt blandt andet opbakning hos Helle Katrine Møller fra Radikale Venstre Furesø og tilmed til dels også internt hos Socialdemokraterne i Furesø f.eks. hos gruppeformand Preben Sandberg Pettersson.

Men forslaget endte i sidste ende alligevel med at blive stemt ned. Måske det var en ting man kunne kigge på igen i 2018, eventuelt i en revideret version, og med et lidt mere fair krav om mængden af underskrifter bag de forslag som skulle forelægges byrådet, for 150 underskrifter er i min optik lidt lavt sat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *